Jeg ved der var ihvertfald én dag i juli i år, hvor solen skinnede varmt og gyldent. Jeg ved det, for den dag var jeg på hverdagseventyr i Skindbjerglund.

Jeg var ikke alene. Karen var gangske vist taget på sommerferie, men en hurtig “vil i med på mikroeventyr i overmorgen?” forespørgsel til to veninder gav to begejstrede JA! i min indbakke. Fedt. Begge er rutinerede i friluftslivet og planlægningen var klaret på ingen tid.

Det halve Danmark ser ud til at sætte kursen ud i naturen denne sommer, og det giver travlhed på shelterpladserne. Vi overlader gerne faciliteterne til de friluftere som har brug for dem, og satte i stedet kursen mod Skindbjerglund i Himmerland. Skindbjerglund og Rise skov er et forholdsvist stort område tæt ved Lindenborg Å, som Naturstyrelsen ejer, og som flokke af køer, ponyer og får går og gnaver på med henblik på at øge naturkvaliteten. Området er derfor inddelt i meget store indhegninger som man altså må dele med dyrene hvis man vil færdes og opholde sig i skoven. Der er enkelte stier, men ikke yderligere faciliteter. Og der er meget få som kender til området, og dermed meget på besøgende. Det er et godt sted til et hverdagseventyr, vi besøgte stedet sidste år i oktober.

Jeg havde planlagt at øge eventyr-faktoren ved at gå på kompaskurs gennem området i stedet for at følge stierne. Men da jeg så mine to ledsageres oppakning blev den ide skrinlagt. I vores fælles tid som spejderledere har vi tit rystet på hovedet når de små spejdere kom med sådan en oppakning, hvor halvdelen af udstyret var bundet ubehjælpsomt uden på en alt for lille rygsæk, eller alt for meget og alt for tungt var pakket i flere store tasker og poser. Så hvordan i alverden kunne Marianne og Elsebeth møde op med sådan en gang pik-pak? Måske skulle vi alligevel have brugt lidt længere tid på planlægningen? Elsebeth havde tænkt vi skulle i shelter og kunne køre lige til døren. Marianne havde opdaget at hendes tre voksne børn omsider har flyttet alt deres grej til deres nye hjem, og at hun derfor ikke havde en ordentlig rygsæk i huset. Ingen af dem havde overvejet at vores hverdagseventyr skulle inkludere mere end et par hundrede meters vandring.

Men gæve, det er de jo, så der blev bare hanket op i poser og tasker, og så drog vi ind i skoven. I starten på store brede grusveje, efterhånden ad mindre hov- og klovtrampede stier, og til sidst bare på bedste beskub gennem bevoksningen. Målet var en eng på nordsiden af skoven, med udsigt ned over Lindenborg å og landskabet nord for. Her fandt vi en vidunderlig solbeskinnet plads, og slog os ned mellem blomstrende urter, skovjordbær og myretuer. Frem fra rygsække og tasker kom trangia, kold hvidvin – og adskillige vinglas. Vi havde alle tre meget betænksomt medbragt vinglas til hinanden, så der var nok til et større selskab. Mens aftensolen gavmildt bredte sit gyldne lys over os, mæskede vi os i gastronomisk guld. Marianne havde medbragt kantareller, selv bidrog jeg med nyslynget honning til pandekagerne.

Det puslede mellem træerne bag os. En flok ungkvæg bevægede sig gennem skoven, og den snor vi havde spændt op mellem de nærmeste træer for at undgå at de passerede lige gennem vores lejrplads virkede nu som en meget spinkel gardering. Kvæget var nysgerrige, men dog tilpas sky til at flytte sig hundrede meter længere op ad engen, hvor de så stod og stirrede på os i en rum tid. Det kunne vi godt leve med. Solen begyndte at synke ned bag den nordlige horisont, og kvæget begyndte at løbe rundt på engen. Det kunne vi så ikke rigtig leve med. Et var at sidde og spise og drikke vin med udsigt til dyrene der puslede rundt. Noget helt andet var tanken om at lægge sig til at sove på en eng hvor sådan en flok ungkvæg legede et-tagfat (eller hvad de nu får natten til at gå med). Det rimede ikke på en god nattesøvn.

Med solen bag horisonten og et lidt for aktivt klovbærende selskab havde engen mistet sin tiltrækningskraft. Vi pakkede sammen og satte kursen mod parkeringspladsen. Der, udenfor hegnet, var en bræmme på ca 30 meters bredde mellem skovbrynet og indhegningen. Med bøgetræer og jævn grund, et perfekt sted til en nat i skovbunden.

I nattens løb kunne vi høre køerne bevæge sig rundt tæt ved. Visheden om, at der var et hegn imellem os og dem, gjorde at det var en rigtig hyggelig lyd. Der kan man se hvor stor forskel nogle pæle og en gang strømførende tråd kan gøre. Jeg tror helt bestemt ikke, at hverken heste, køer eller får ville trampe på os om natten, hvis vi lå og sov inde i indhegningen. Men jeg har ikke så meget lyst til at teste det, især køer er meget store dyr, og bevidstheden om at dele indhegningen med dyrene ville med sikkerhed have givet en meget urolig søvn.

Jeg ville egentlig gerne udfordre denne utryghed, for det er ærgerligt at være afskåret fra at overnatte i hele det fine indhegnede område i f.eks Skindbjerglund. Naturpleje ved afgræsning med forskellige (ret store) dyr bliver mere og mere udbredt, så meget taler for at det ville være en god ting ikke at være bange for at lægge sig til at sove i sådan en indhegning. Min normale tilgang til at bearbejde en utryghed som hæmmer mig, er desensitivering. Altså at udsætte mig selv for overkommelige doser af det, der gør mig utryg, og så gradvist øge eksponeringen. Men det er lidt svært at finde den gradvise måde at sove henholdsvis udenfor eller indenfor en indhegning. Enten kan koen træde på dig, eller også kan den ikke. Det, der skal trænes, er tydeligt nok visheden om, at den ikke vil gøre det. Jeg modtager gerne forslag til, hvordan man kan opnå den vished 🙂