Hybris og hængekøjer

Hybris og hængekøjer

Der er nogen der kan, og der er nogen der ikke kan. Og der er dem, der tror de ikke kan. Altså lide at sove i hængekøje. Karen hører til i den første kategori, og før oktober måneds microadventure hørte Mette til i den sidste kategori.

Hængekøjer er jo ganske udbredte i friluftslivet, og har også flere gange været på tale som overnatningsform til vores ture. Især i starten, og som regel fremført af Karen, som faktisk havde en del hængekøje-overnatninger bag sig da vi indledte vores microadventure-makkerskab. Mette har godt nok sovet meget i hængekøje i sit liv, men det har været middagslure i haven, aldrig en hel nat. Og hun var skeptisk, så da Karen ret hurtigt overgav sig til den mere jordnære overnatningsform med bivibags har vi aldrig fået prøvet det af.

Vi har ofte moslet rundt i skove i lang tid for at finde et godt og jævnt sted til bivibag og tarp. Det behøvede vi ikke denne gang.

En af fordelene ved hængekøjen er, at man ikke er afhængig af at skulle finde en jævn og behagelig plads på jorden, så længe man altså kan finde to træer i passende størrelse og afstand. På en tur til Skindbjerglund tidligere på efteråret, havde Mette forelsket sig i en ganske knoldet del af egeskoven, og havde meget lyst til en overnatning der. Så nu skulle det endelig prøves af, det der hængeri.

Smuk efterårssol, vi nåede heldigvis frem inden den gik ned.
Egeskoven i Skindbjerglund er dejligt vild og urskovsagtig

Skindbjerglund er indhegnet og afgræsses af kreaturer. Det er egentlig en af vores grundregler at vi ikke vil sove steder hvor der går dyr, men det er en regel vi har besluttet at udfordre. Afgræsning som naturpleje bliver mere og mere udbredt, og vi vil simpelthen afskære os selv fra alt for mange skønne steder, hvis vi ikke kan leve med tanken om at vi deler arealet med firbenede naturplejere. Så må vi hellere prøve at tage vores forholdsregler, og hen ad vejen gøre os nogle erfaringer med, om de der græsselige dyr overhovedet vil opsøge sådanne typer som os.

Forholdsreglerne var i dette tilfælde en håndfuld ekstra barduner, som vi kunne hegne os selv inde med. Da vi kom frem til den bakke i skoven Mette havde udset sig, kunne vi dog hurtigt konstatere, at det ikke ville blive nødvendigt. Der var ingen synlige spor af, at noget kreatur-agtigt dyr havde haft sin gang på netop denne bakke, ingen klovspor, ingen klatter. Så dette sted som så så dejligt ud i vores øjne, var tydeligvis helt uden tiltrækningskraft set gennem et ko-øje. Helt fint med os!

Prioritet nummer 1 var at få monteret hængekøjerne. Prioritet nummer 1.1 var at få gang i vores kelly kettle og lave varm kakao. Heldigvis gik det med hængekøjerne ret hurtigt, og vi kunne rykke til det vigtige eftermiddagstraktement mens solen kravlede ned bag træerne.

Hængekøjerne hænger hvor de skal, og vi rykker direkte til næste vigtige punkt på listen: kakao og kanelgifler
Kelly kettle er uhyre effektiv og koger vand på en håndfuld pinde. Bagefter kan man lune kanelgifler over de sidste gløder.

Vi sad og var rigtig godt tilfredse med os selv og vores hverdagseventyr. Kelly kettle, kakao og kanelgifler. Så tilfredse at vi begik hybris, og skrev følgende i et facebook-opslag: “toppoint til os selv for at vælge den eneste tørvejrsdag i oktober (næsten) til denne tur i skoven.” Uha uha, man skal ikke udfordre skæbnen og vejrguderne så frejdigt!

Fryd og fred i efterårsskoven

Skindbjerglund er et naturområde, som ikke er kendt ud i den brede offentlighed. Det ligger lidt afsides, og der er ikke andre besøgsfaciliteter end en enkelt stisløjfe som starter og slutter ved en lille P-plads. Så selv om vi knap var gået 500 meter fra p-pladsen var vi ganske alene i skoven, langt fra vej og sti. Efterhånden som aftenen faldt på fortonede den fjerne lyd af trafikken på motorvejen sig også, og der var bare os og træerne og den rigtig gode natur-ro som vi så gerne vil ud at opleve.

Madlavning på kelly kettle, Her er der næsten hel halloween stemning 🙂 . Det ser voldsommere ud i mørket end det er. Det er jo bare et par småpinde i den woodstove der udgør kelly kettles basis.

Aftensmad, rødvin og hyggesnak. Selvom vi følte os sikre på at eventuelle dyr ikke ville lægge vejen forbi vores lille lejr på højen i egeskoven havde vi lyttelapperne ude. Og der var mange lyde i skoven fra smågrene, bog, agern, kogler og andet som drattede ned fra træerne, selvom det ikke blæste noget særligt.

Og så var det tid at komme til køjs, bogstavelig talt denne gang. Himlen var stjerneklar, og ville ifølge YR vedblive at være det næsten hele natten. Mellem klokken 3 og 4 om natten var der udsigt til 0,1 mm regn. Så, “to tarp or not to tarp” var et vigtigt spørgsmål. Det var jo en svær afvejning: risiko for ganske lidt regn, målt op mod muligheden for at falde i søvn med udsigt til stjernerne, og ikke mindst vågne med udsigt til himmel og trækroner. Vi glemte at vi allerede havde begået hybris, og vurderede at 0,1 mm regn er meget lidt, og at det ville være tilstrækkeligt at kunne dække sig med tarpen i den tid hvor regnen faldt. Så vi satte ikke tarp op over vores køjer, men bandt dem fast i fodenden så vi hurtigt kunne trække dem op over os som ekstra tæppe hvis det blev regnvejr.

Mettes køje klar til natten. Rygsækken er vandtæt pakket, på jorden et underlag at træde ud på, vandflaske og shitkit ligger klar til brug. I den grønne pakpose er ekstratøj lige ved hånden. Tarpen er draperet og bundet fast til køjen i fodenden. Der er bundet en snor fra tarpens anden ende op til den lille pakpose på køjen hvor man kan have briller og lygte, så tarpen nemt og hurtigt kan trækkes op over hovedet i tilfælde af regn. Vi syntes det var smart.
Karen er på plads i hængekøjen, hvor hun tilbragte en glimrende nat. Det heldige asen!

Det er nu på tide at afsløre, at Mette i nattens løb flyttede fra kategori “tror ikke de kan” til “kan ikke” sove i hængekøje. Og det hænger især sammen med, at hun ikke kan sove på ryggen. Det blev en ubekvem og urolig nat. Så Mette var vågen da regnen, ganske som forudsagt af Yr begyndte lige efter kl 3. Det fungerede helt fint at trække tarpen op over hovedet, selvom det ikke akkurat var bekvemt at ligge sådan med næsen lige under tarpen. Men det skulle jo kun være en kort byge, så det går nok…

Men har man begået hybris, vil man rammes af nemesis. Regnen tog til, og det regnede støt hele resten af natten. Meget mere end 0,1 mm. Og oplevelsen af at ligge ubekvemt i en hængekøje blev altså ikke bedre af at have en våd tarp lige ned i ansigtet. Det ville selvfølgelig være muligt at kravle ud af køjen, montere tarpen ordentligt, og enten ligge ubekvemt, men tørt i køjen resten af natten, eller simpelthen flytte ned på skovbunden under køjen og ligge ubekvemt der resten af natten. Men man ville jo nå at blive temmeligt våd under denne operation, og hvad værre er, soveposen kunne nå at blive ret våd. Lutter ubekvemme og utiltalende alternativer. Lidt i 6 syntes Mette at nu kunne det være nok, natten er omme og nu står vi op!

Skindbjerglund kommer vi gerne tilbage til. Hængekøjerne bliver lagt på hylden, og vi skal nok fremover vogte os for at begå hybris!

 

2 thoughts on “Hybris og hængekøjer

  1. Jeg kan godt huske at jeg så jeres opdatering om at sove og satse på tørvejr..og at jeg var ude sent og konstaterede at der ret fugtigt – sendte en tanke til jer 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen