Hold skruen i vandet

Hold skruen i vandet

Det er januar, det er mørkt og koldt. Trangen til at gå i hi på sofaen er endnu stærkere end den var i november. Hvor finder man så det, der lige giver det nødvendige skub så man tager sig sammen og kommer ud?

Vi tager på tur hver måned. Uden undtagelse. Vi har en aftale, vi SKAL afsted. En af de metoder vi har benyttet til at holde os selv op på og styrke disciplinen er MyYearOfMicroadventure-oversigten.

My Year of Microadventure var Alastair Humphreys oplæg til at man skulle forpligte sig selv til at tage på 12 microadventures på et år, og han havde lavet en oversigt med forslag til hvilke oplevelser man kunne sigte på hver måned. Den ser sådan ud:

Alastair Humphreys bud på 12 microadventures til opfordringen “Make 2015 your year of microadventure”

Vi startede vores microadventures i sensommeren 2014, og havde allerede i løbet af efteråret besluttet at vi ville tage en tur pr måned, så da opfordringen fra Alastair Humpreys kom “Make 2015 your year of microadventure” var vi klar på startstregen. Hans oplæg til eventyr de enkelte måneder brugte vi kun i moderat grad som inspiration, men vi kunne rigtig godt lide tanken om at lave en grafisk oversigt over hele årets microadventures. Så det har vi faktisk gjort lige siden. Og det tjener virkelig som ekstra motivation til at få vredet kalenderen, for det ville da være vildt ærgerligt at have et tomt vindue i årsplanen. Link til Alastairs blogindlæg hvor man også kan downloade årsplanen og finde andre gode ideer til ture her!

Selv med koncepter som hverdagseventyr og eventyrtid er der faktisk måneder, hvor det er svært for os at finde en dag, hvor vi kan komme afsted sammen, og somme tider er vi nødt til at tage afsted hver for sig, for også at have den måned krydset af i kalenderen. Karen har et år i januar taget en overnatning i lysthuset i sin egen have, og Mette har til Folkemødet på Bornholm taget en overnatning under åben himmel for at vi kunne stille med “fuld plade” ved årets udgang. Det er fint at have denne lille klemme på sig selv, de måneder hvor det er svært at finde tiden og energien til at komme ud. Når først man er kommet ud af døren er det jo altid en god oplevelse. Vi har ihvertfald endnu til gode at have en dårlig oplevelse.

Vi laver hver vores MyYearOfMicroadventures banko-plade, med et billede hver måned og en lille forklarende tekst. Karen er det systematiske type og fylder sin ud i årets løb, Mettes bliver typisk først lavet i januar. Selvom vi stort set alle måneder har været afsted sammen på tur, så ser vores oversigter forskellige ud, og det er faktisk lidt sjovt for os at se hvordan vi hver for sig vælger at illustrere og tekste de enkelte ture. Her nedenfor kan du se vores oversigter for 2018, og dette nemme tip til at holde fast i motivationen om en tur pr måned er hermed videregivet.

Karens bankoplade for 2018

 

Mettes bankoplade for 2018

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen