Jeg kan ikke præcist huske hvornår jeg første gang hørte om Visionkayak, men en tur på Limfjorden i deres gennemsigtige kajakker har stået på min ønskeliste noget tid, og her sidst i august 2021 blev det endelig realiseret. Konceptet er lige så enkelt som det er genialt: hvis kajakken er gennemsigtig, så er det som at padle rundt i en kæmpemæssig vandkikkert, og man har frit udsyn til livet under overfladen. Vi bookede en fuldmånetur, og med tårnhøje forventninger satte vi kursen mod den strand lige nord for Skive, hvor turene starter.

Vi kom i god tid, så vi kunne nå at lave aftensmad. Siddende i solen i vandkanten, med lækker mad på trangiaen og kølig hvidvin i bægrene var vi allerede på vinderholdet. Det føltes som om, det var længe siden vi havde været afsted sammen, spist og hygget os i det fri, og selv hvis turen ikke havde budt på andet end denne velvære-middag ved vandkanten havde det været et dejligt hverdagseventyr. Men der var jo mere i pakken.

Kort før det annoncerede starttidspunkt var vi stadig de eneste på stranden, og vi spekulerede på, om det kun var os der havde tilmeldt os. Men pludselig væltede det ind med biler og glade folk i praktisk tøj, og så kom endelig også to biler med kajakkerne. Der var virkelig styr på sagerne, alle fik hurtigt udleveret redningsveste i passende størrelser, og så fik vi en fælles introduktion til teknik og sikkerhed i kajakkerne. Jeg må virkelig rose Isabella fra Visionkayak, som gav så klar og god instruktion, ingen kunne være i tvivl om, at vi var i gode hænder.

Kajakkerne er egentlig en kano-kajakhybrid. De er åbne som kanoer, men lave og med lavt tyngdepunkt. Og de padles som kajakker, hvilket er langt nemmere for de fleste.

Der var god tid til at padle den forholdsvis korte tur langs kysten og tilbage igen, og nu var vi jo heller ikke kommet for at tæske kilometer, vi var ude for at kigge ned i vandet. Hvilket går nemmest når man ikke padler samtidig. Så vi skiftevis padlede og lod kajakken drive mens vi forundret og fornøjet sad og kiggede ned i vandet. Vi så ikke så mange fisk og krabber, men virkelig mange vandmænd. Jeg kan VIRKELIG ikke lide at røre ved vandmænd, og jeg hader at bade hvor der er mange vandmænd, men de er jo smukke og fascinerende at se på, og det var virkelig forunderligt og zen-agtigt at glide gennem den ene stime efter den anden.

Vejret var helt perfekt, og efter en god times tid på vandet kunne vi nyde en fantastisk solnedgang, siddende i kajakkerne. Da solen var gået ned blev det for mørkt til at vi rigtig kunne se noget nede i vandet, og vi padlede roligt tilbage i skumringen. Månen, der næsten var fuld, stod op og spejlede sig i vandet, og vi var enige om, at det her, det skal vi prøve igen. Vi siger et kæmpe tak til Isabella og Visionkayak for turen, og kan kun anbefale alle at prøve det. Det er virkelig en lav-tærskel aktivitet med tårnhøj oplevelseskvalitet, og prisen er mere end rimelig.

Efter hvad der føltes som lang tid på små snoede og meget mørke veje nåede vi frem til P-pladsen på Lundø, hvorfra vi ville gå til den primitive overnatningsplads vi havde fundet på udinaturen.dk . I mørket vandrede vi ud gennem strandengen, og passerede en lille flok køer, hvis øjne så noget uhyggelige ud i lyset fra pandelygten. Vi gik videre langs stranden, men kunne ikke lokalisere pladsen, og besluttede til sidst at slå os ned et sted hvor stranden på ydersiden af køernes indhegning netop var bred nok. Vi følte os ikke helt overbevist om at natten ville holde tør, så tarpen blev rejst, og for første gang på vores ture sammen monterede vi også en myggetæt kabine under tarpen. Den har ofte været med, men ikke nødvendig før. Mens månen strålede ned over vand og strand kravlede vi til køjs med stjerner i øjnene.

Jeg vågnede lige ved solopgang, og satte mig i vandkanten og kogte vand til en kop morgente. Karen kom puslende ud, og vi sad og nød morgensolen, roen og den varme te. Selv hvis turen kun havde bestået af overnatning og denne morgen havde det været et vidunderligt hverdagseventyr.

Kiosken på Lundø Campingplads forsynede os med rundstykker og Cocio, og turen ad de små snoede veje ud til de lange lige landeveje var ikke nær så lang som vi troede. Eventyr behøver ikke at være langt borte.