Hvordan finder man eventyret i de nære og kendte omgivelser? En måde er at opsøge steder hvor man ikke har været før (selvom det ligger tæt på hvor man bor), en anden er at prøve at gøre noget man ikke har prøvet før. Og dette “noget” kan være utroligt mange forskellige ting. Vores microadventure guru Alistair Humphreys har krydset det indiske kontinent til fods. Det er selvfølgelig imponerende, men det giver ikke nogen særlig mening, og sådan er det faktisk med rigtig mange af de eventyr, typer som ham tager afsted på. De sætter et mål og forfølger det, eventyret folder sig ud undervejs, og bagefter kan de sige “jeg har gjort det her”. En mikroversion af sådan et eventyr kan være at krydse en landsdel fra kyst til kyst, eller måske at følge en kommunegrænse. Det giver ikke nogen særlig mening, men hvem ved hvad man kunne komme til at opleve undervejs?

At følge en kommunegrænse har længe været på vores liste over eventyr vi gerne ville prøve. Problemet med kommunerne i Nordjylland er bare, at de er så forbistret store, så det at følge en kommunegrænse fra ende til anden ikke kan overkommes i et hverdagseventyr. Men i dette forår, hvor vi er sendt på hjemmearbejde, tilbringer jeg hver anden uge i sommerhus i Odsherred, for ikke at få total coronakuller derhjemme. Og Odsherreds kommunegrænse har en helt anden overkommelig længde, 20-30 km mellem Holbæk fjord og Sejrøbugten. Så det blev et projekt at cykle langs kommunegrænsen, eller ihvertfald så tæt på den det var praktisk muligt på en almindelig cykel. Da det skulle være et hverdagseventyr sprang jeg i sadlen en eftermiddag efter at jeg havde slukket for hjemmearbejdspladsen. Vejret var dejligt, ruten var lagt og kodet ind, der var ca 50 km og et passende antal lyse timer foran mig.

Det første stykke fra sommerhuset og hen til kommunegrænsen var særdeles velkendt for mig. Det er den vej vi kørte til sommerhuset før den nye omfartsvej til Sjællands Odde blev bygget, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har kørt der. I bil altså. Og man bevæger sig jo knap så hurtigt på cykel, og derfor når man at se meget mere undervejs. Det meste af trafikken er flyttet ud på omfartsvejen, så det var ikke ubehageligt at cykle på denne landevej. Jeg havde gode ben og trillede oplagt bakke op og bakke ned. Og bakke ned og bakke ned, ned til dæmningen ved Lammefjorden.

Lammefjorden er et af de store landvindingsprojekter som var det store dyr i åbenbaringen sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet. Store lavvandede områder i det ganske land blev inddæmmet og drænet og dyrket. Det var godt for velstanden og landbrugsproduktionen, det var på mange måder imponerende ingeniørmæssige bedrifter. Men det var katastrofalt for den danske natur, som mistede terræn – helt bogstaveligt – og levesteder i et hårrejsende omfang. Enkelte af de afvandede områder har ikke haft den forventede produktionsværdi, og er siden blevet genoprettet som natur. Men det gælder altså ikke Lammefjorden, som i dag er leverandør af store mængder kartofler og gulerødder.

Og Lammefjorden er jo fladere en flad. Så flad, at de største højdeforskelle jeg oplevede på denne strækning var hajtænderne når den vej jeg cyklede på krydsede en anden. Jeg har aldrig været i dette område før, og trods det flade terræn var det spændende at krydse, der var meget at se på. Den høje ås som jeg normalt kan se syd for sommerhuset, var nu i min nordlige horisont. Og tænk en gang, det træ der var mit fikspunkt da jeg opsøgte horisonten for et par uger siden, står også tydeligt og synligt på horisonten set fra Lammefjorden. Det var sjovt at tænke på, at jeg nu cyklede rundt på det, der var min nye horisont, da jeg havde opsøgt min horisont. Hvis det billede giver mening?

Jeg passerede ganske mange cykelruteskilte, og tænkte at der er mange fine ruter rundt i landskabet i Odsherred, som ville være mere oplagte at cykle end en kommunegrænse. Men nu var det jo dagens projekt. Det flade fjordland fik en ende, og der blev atter bakker at cykle op og ned over. Med 40 km bag mig kunne jeg efterhånden godt mærke mine ben, og den dristige plan jeg havde overvejet, om at fortsætte hele vejen hjem til sommerhuset, når grænsen på den anden side var nået, begyndte at smuldre i mit sind. Det ville være ca 20 km oven i hatten, men burde være indenfor rækkevidde hvis jeg stadig havde gode ben.

Man skal lytte til sin krop. Og lige pludselig, omkring 5 km fra målet ved kysten råbte min krop “stoooooop! Jeg vil have MAD! NU!!!”. Og så var der jo ikke andet at gøre end øjeblikkeligt at hoppe af cyklen og finde en klapsammen-mad frem fra rygsækken. Det var rart at få lidt brændstof på tanken, men lidt ærgerligt at kroppen ikke kunne have holdt sin mund bare 400 m mere, for der kom en langt mere interessant anledning til at holde pause. Nemlig en fin stendysse, som jeg nu ikke valgte at gå ind og se nærmere på, da jeg lige havde haft pause, og målet og kysten kaldte på mig.

Det sidste stykke ud til Starreklinte ved kysten var ganske kuperet og overalt var store frugttræs-plantager, som lige akkurat ikke var sprunget ud endnu. Det må være et betagende syn, og en berusende duft at komme igennem når de står i fuldt flor.

Og så var der pludselig vand for enden af vejen. Kysten var nået, og der var skiltet med kommunegrænsen. Hermed var målet nået, men det var kun en halv sejr. Eller måske 3/4 sejr. For selvom jeg havde aftalt med min mand at han skulle hente mig her, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde sat mig op til også at cykle de resterende 20 km hjem. Havde det være lige ud af landevejen havde jeg nok også gjort det. Men ruten gik gennem Veddinge bakker og området ved Vejrhøj, som i al beskedhed er Sjællands næsthøjeste punkt. Med andre ord, Sjællands svar på Pyrenæerne lå mellem mig og en gin&tonic hjemme på terrassen. Og uanset hvor stor og kold og forfriskende jeg i tankerne gjorde denne gin&tonic kunne det ikke overdøve det faktum, at jeg virkelig ikke længere havde gode ben.

Stop mens legen er god. Fornuften sejrede. Grænsen VAR nået. Jeg ringede efter min diligence og cyklede videre til Havnsø havn, hvor jeg købte en næsten grotesk stor vaffelis, som jeg sad i solen og nød med udsigt til en meget stille lystbådehavn. Færgen til Sejrø tøffede ud over vandet, og min to-do liste over fremtidige hverdagseventyr og friluftsoplevelser blev straks suppleret med besøg på Nekselø og Sejrø, en cykeltur gennem Veddinge bakker (sgu!), en vandretur af Sejrøruten og flere ture på de mange fine cykelruter jeg havde passeret undervejs. Det er jo stærkt vanedannende, det der med friluftsliv og eventyr 🙂