Gensyn
Da vi blev sendt hjem fra arbejde, og Danmark lukkede ned i starten af marts, følte vi os nødsaget til at sætte vores fælles månedlige eventyr i bero. Vi kunne ikke se at det var muligt for os at gennemføre en tur sammen, og hele tiden holde 2 meters afstand. Så marts og april måned er gået med aktiviteter hver for sig, og som det kan ses her på bloggen har jeg afprøvet en række mindre eventyrtyper (Opsøg horisonten, En cykeltur på grænsen, Der var et dyr i vejen, Gå med sans og samling). Der har intet været i vejen for at vi hver for sig, alene eller sammen med vores nærmeste, pakkede rygsækken og tog en overnatning i det fri. Men vi har ikke fået det gjort. Det lader til, at den afgørende og magiske ingrediens i vores succes med at komme på tur hver måned er den faste aftale og det faste, gode makkerskab.
Længslen efter en nat i det fri begyndte at være ubærlig. Med et reduceret afstandskrav, og generelt mere åbenhed i samfundet syntes vi nok det kunne lade sig gøre, hvis eller vi tog et par enkle forholdsregler. “Vil du med på tur på mandag?” “JA!!!”.
Det var ikke eventyret der trak denne gang. Der er sket så mange forandringer, der har været usikkerhed og udfordringer i de seneste måneder. Det vi trængte til var et gensyn. Med hinanden, og med friluftslivet i den form vi kan lide det. Med bål, et godt måltid mad og en overnatning under åben himmel. Vejrudsigten lovede en tør, men kold nat, og kursen blev sat mod vores fælles baghave Rold Skov, og en bålplads hvor vi to gange før har været på tur.
Sidst på eftermiddagen svingede jeg ind på p-pladsen ved Frueskoen i den nordlige del af Rold Skov. Boblende af forventning og glæde over endelig at være på tur med Karen igen. Boblerne fik dog en noget andet karakter de par minutter jeg ventede på at Karen ankom. Et hurtigt blik rundt på p-pladsen gav et klamt og meget nedslående syn: der lå wc-papir og lommeletter hele vejen rundt langs kanten af p-pladsen. Åh det er altså bare så træls med de, der ikke kan finde ud af at efterlade deres efterladenskaber på en ordentligt måde! 🙁 Parolen er ellers ganske enkel: Grav det ned, eller tag det med dig! Der er ingen der kan være tjent med, at vores naturområder får karakter af åbne latriner, så jeg vil gerne slå et ekstra slag for god adfærd når det gælder “nummer 1 og nummer 2”. Læs her om vores udstyr og råd til den aktivitet, eller lyt med her, hvor jeg på Nordjyske radios morgenflade havde lejlighed til at tale om natur, bimmelim og bummelum (ca 90 minutter inde i udsendelsen).
Men så kom Karen, og de triste tanker var blæst væk ved gensynet. Det var rigtig svært ikke at starte med en ordentlig krammer, og det er vi jo nok ikke de eneste der virkelig savner. Det er ikke fordi Karen og jeg normalt går og krammer hinanden i tide og utide, men nu var det her jo heller ikke normalt.
Rygsækken føltes også tungere end normalt. Det står sløjt til med den fysiske form kunne vi hurtigt blive enige om. Selvom der er bedre tid til at træne end nogensinde, fordi alle rejser og fritidsaktiviteter og sociale arrangementer er aflyst, så får vi det bare ikke gjort. Menneskesindet er spøjst og irrationelt. Et andet godt eksempel på det, er de mange kolleger som i årenes løb har kommenteret på vores friluftseventyr og udtrykt ønske om selv at gøre noget tilsvarende. Et år i maj måned tilbød vi derfor alle kolleger i vores afdeling, at de kunne komme med os på tur. Målet var netop denne lejplads i Rold skov, og oplægget var superenkelt, og vi stod klar med hjælp til alt fra madlavning til overnatning. Ud af 70 personer var der kun en der takkede ja til tilbuddet. Og hun blev nødt til at aflyse på grund af en akut hændelse i familien. Så det blev en dejlig fredelig maj-aften for mig og Karen i Rold skov, og vi har ikke siden gentaget tilbuddet.
Der er ingen tvivl om, at danskerne er myldret ud til skov og strand i dette forår, og visse steder har der været tæt med folk på skovstierne. Men det er der altså stadig ikke en mandag aften, selvom maj-solen skinner og bøgetræerne er så lysegrønne at det næsten gør ondt i øjnene. Så vi mødte ikke et øje før vi kom frem til lejrpladsen (som heldigvis var ledig), her blev vi råbt an af en løber. Og det var ingen anden end Ingemerete, den kollega som havde takket ja til at komme med os på tur. Hun er ikke længere vores kollega, så vi hyggede os både over gensynet, og over det sjove sammenfald, for hun havde også netop tænkt på os og den tur hun ikke var kommet med på den gang.
Vi samlede brænde til bålet, tændte op og fik gang i en kop te. En af de forholdsregler vi har valgt at tage var at vi ikke rører ved hinandens trangia eller spisegrej. Vi gjorde os også mere umage med ikke at bruge samme ske til madlavning og spisning, det tager vi ellers normalt ikke så nøje. Så hele spisesituationen virkede lidt mere formel, når vi sådan serverede for hinanden og sad lidt på afstand. Karen havde været i skoven i sin frokostpause og plukke ramsløg til en lækker pesto. Jeg havde været i haven efter løgkarse og rucola, som krydrede vores bygotto. Med et par lammefileter til blev det en rigtig Mette-og-Karen menu. Jeg havde lovet at tage vin med, og da jeg ikke kunne finde husets hvidvinslager blev jeg nødt til at tage en flaske cava med i stedet. Meeeeget ærgerligt for os 🙂
Jeg havde i det hele taget lyst til at fejre foråret, gensynet og det dejlige vejr. Så jeg havde også pakket reflektorovnen og en frossen “Prinsesse-stang” (nu begynder du måske at ane hvorfor min rygsæk føltes så usædvanligt tung…) og vi hyggede os ved bålet mens aftenen faldt på skoven langsomt skumrede. Der var et dyr der puslede meget insisterende i buskene bag os. Vi troede først det var en fugl, men kunne ikke få øje på den. Måske en mus? Det gav anledning til en snak vi har haft før, om hvorvidt det er værd at bekymre sig om at få en mus ned i soveposen. Altså ikke hvorvidt det ville være ubelejligt hvis det skete, men mere om hvor sandsynligt det er. Vi har begge første-håndserfaring med alt for nærgående mus i vores huse. Men jeg har bare så svært ved at forestille mig det ville være nogen god overlevelsesstrategi for en lille mus at søge varme ved et stort pattedyr, som potentielt ville kunne opfatte musen som mad. Altså, teoretisk set, jeg håber ikke jeg nogensinde får brug for at spise en mus. Nuvel, menneskesindet er spøjst, og det er musesindet måske også. Udover at støje, skide og æde ved jeg egentlig ikke meget om hvad mus får deres tid til at gå med.
Vi kunne ikke se meget af himlen her under bøgene, men det vi kunne se var helt klar, og da bålet var brændt ned kunne det godt mærkes at sommeren ikke rigtig var slået igennem endnu. Det var på tide at komme i poserne mens varmen fra bålet stadig var i kroppen. En af de dejlige ting ved hjemmearbejdspladsen er, at man ikke behøver tage kollegiale hensyn med sin hygiejne. Vi var enige om at vi godt kunne tjekke ind til kontortid derhjemme uden at gå i bad først, for røglugten kan ikke mærkes gennem Skype og Teams, og alle de andre ser også lidt mere afslappede ud. Så vi lagde os til ro uden et vækkeur.
Det var en kold morgen. Så kold, at der ikke var tale om at kravle ud af soveposen og gå bag et træ uden først at tage flere lag tøj på. Karen valgte at blive i den varme pose mens jeg lavede te og varmede resten af prinsessestangen, som fungerede fortrinligt som morgenmåltid. Prinsesse eller ej, alle fortjener at få serveret morgenmad på sengen ind imellem, også dem der vælger at sove udenfor.
