Vi holder ud, holder ved og holder afstand. Men det holder altså hårdt efterhånden. I uger, ja snart måneder har jeg ikke været sammen med andre end min nærmeste familie. Som jeg gudskelov trives med og holder uendelig meget af. Men man kommer ikke udenom, at det kunne være særdeles stimulerende at tilbringe tid med andre mennesker også. At se andre steder, at rejse, at gå på restaurant. Der er tydeligvis ikke nogen smutvej til mere normale tilstande, så det er bare om at holde snuden i sporet. Og holde ud. Og måske liiige tage et lille smut ud af nødudgangen og få en mundfuld frisk luft (og her taler vi selv sagt ikke om en smuttur til Dubai, som vist ikke netop er kendt for frisk luft…)

Da det sneede i starten af januar håbede vi, at vi kunne realisere vores drøm om at tage et hverdagseventyr på ski. Der kom desværre ikke sne nok, og vi kom helt hen i sidste uge af januar før vi fandt en passende eventyr-dag. Vi havde ikke særlige planer, før vi så dette opslag på facebook:

Hvis du læser denne blog regelmæssigt ved du, at min datter Iben og jeg var ude sidste vinter for at tilbringe en nat ovenpå Regan Vest, men ændrede planer da der ikke var lovlig adgang. (Læs den beretning her). Ideen om at sove oven på bunkeren, ved en af nødudgangene var stadig meget appellerende, så det blev simpelthen dagens projekt.

Hjemme hvor jeg bor så der sådan her ud:

Men neden for Rebild bakker, blot 20 km fra mit hjem så der sådan her ud:

Her var det vinter! Det var noget af en overraskelse. Men en god en, sne og frost er lækrere end mørke og mudder.

Ved Skillingsbro, hvor vi parkerede bilerne mødte vi en mand, som med stor iver fortalte om forskellige mulige ruter vi kunne gå for at komme op til de nødudgange vi havde som mål. Han havde mange gode råd og forslag (og måske trængte han også til at tale med andre end sin nærmeste familie 😉 ) men da det kom til stykket fulgte vi vores oprindelige plan. Vi gik simpelthen bare op gennem skoven på bedste beskub. Det førte os lidt på vildveje, men det var smukt og dejligt eventyragtigt sådan at være på opdagelse.

På lykke og fromme, på kryds og tværs, bakke op og ned (men mest op) vandrede vi rundt i sneen ovenpå atombunkeren, og endelig stod vi ved en af de betonkonstruktioner som har forbindelse til bunkeren langt nede under jorden. Ikke langt derfra fandt vi et godt sted at slå lejr under et stort bøgetræ.

“Der er altså et problem med rødvinen” sagde Karen. Og det lød jo virkelig foruroligende. “Der står den skal serveres ved 16-18 grader”. Uha, ja det kan jo være svært at klare ude i en frostkold vinterskov. Vi blev enige om, at hvis Karen holdt flasken varm op ad sin krop, og vores glas blev holdt lune op af Kelly kettlens fyrfad, og vi i øvrigt drak vinen hurtigt, så skulle det nok gå. Dagens menu var en superlækker one pot pasta, som både varmede og mættede.

Der er ofte folk som spørger om vi ikke fryser når vi er på sådan en vintertur. Og svaret er, at man må gøre noget for at undgå at fryse, for det er ikke rart at sidde ude i skoven hvis man er kold. Varmt tøj er naturligvis nødvendigt, hvad slags og hvor meget er individuelt og noget man er nødt til at gøre sig nogle erfaringer med. Vi bliver varme indefra af varme drikke og varm mad, og når tøj og te ikke er nok, så er det på tide at krybe i soveposen. Også selvom klokken kun er 19.20. Hvis man skal så skal man, også (og især) når det er koldt, for man spilder meget energi på at holde en fuld blære varm. Det var koldt på denne tur, men vi frøs ikke.

Det er ekstremt stemningsfuldt at opholde sig i en sneklædt skov i klart måneskin. Der er utroligt lyst, men desværre ikke lys nok til at man kan tage billeder med en telefon. Det virker helt naturstridigt, at det man selv oplever som et klart oplyst landskab i sort og hvidt, bare bliver til et helt sort billede på telefonen. Men så meget desto mere grund til at anbefale dig, der læser det her, selv at komme ud og opleve det. Ikke nødvendigvis med en overnatning, hvis du synes det er for hardcore, men i det mindste en gåtur.

Når man går tidligt i seng er det ikke svært at vågne tidligt. Det frister ikke særlig meget at kravle ud af en dejligt varm sovepose når det er meget koldt. Vi gjorde overgangen mere tålelig ved at starte med en varmende morgenmad bestående af hjemmelavede kop-nudler.

Indrømmet, det var koldt at pakke lejren sammen. Mest på fingrene. Liggeunderlagene var fugtige og meget kolde at røre ved. Jeg kunne ikke få rullet mit underlag stramt nok til at få det ned i den tilhørende pose, og generelt blev rygsækkene noget klumpet pakket. Men pyt med det. Vi skulle bare ned gennem skoven, og vi fik hurtigt varmen da vi begyndte at gå. Mens vi gik ned gennem den knasende sne, mindedes vi sidste års januartur på Tranum-Fosdalen ruten, hvor alt var pladder og pludder, vådt og mudder. Jeg kan SÅ meget bedre lide vinter når det virkelig ER vinter.

Det var et superfedt hverdagseventyr. Nu krydser vi fingre for at der kommer lidt mere sne, så vi snart kan komme på den der “vi-leger-vi-er-polarfarere”-tur. Tanken om det skal nok gøre, at jeg holder ud en måned mere. Og det bliver vist nødvendigt.