Omstillingsparat og løsningsorienteret – yarks, det lyder som bullshit-bingo for jobsøgende. Men det er ikke altid at planen for et microadventure holder, og hvad gør man så? Vi oplevede det i august, hvor vores sejltur på Ryå udviklede sig til en vandretur i Hammer Bakker (læs om den tur her). Og vi stod i en lignende situation på vores tur nu i januar: sultne og trætte og med brug for et sted at overnatte. Denne gang valgte vi at ringe til en ven.

Vinterens eventyr-tema er som bekendt microadventures after dark – aktiviteter i mørke. Når nu vi har de her mørke vintermåneder, og vi stadig gerne vil dyrke friluftsliv, så må vi prøve om ikke vi kan gøre nogle af de ting i mørke, som vi normalt gør i dagslys. En ting vi meget gerne gør i dagslys er at tage en vandring i et smukt landskab. Så det var jo helt oplagt en ting vi måtte prøve af i mørke.

Derfor var januar måneds microadventureplan en vandring på Tranum-Fosdalen vandreruten, med efterfølgende overnatning i den shelter som ligger lige ved ruten, tæt ved Tranum. Vi har tidligere gået dele af denne rute, som blandt andet udmærker sig ved at føre igennem afvekslende og spektakulært smukke landskaber. Og det spændende var jo så at udforske, om denne rute også ville charmere os om vinteren og i mørke, eller om man lige så godt kunne gå 5-6 runder i den lokale park. Du får svaret med det samme: Ja absolut! og Nej, bestemt ikke!

Vi lagde ud fra Tranum lige før kl 17 i dejligt klart vejr, og selvom solen var gået ned var der stadig en del lys på himlen. Det første stykke tid forsøgte vi os derfor med at gå uden at tænde vores pandelygter, og det er bare rigtig lækkert at gå der i den mere og mere dunkle skov, hvor man alligevel kan se og fornemme landskabet efterhånden som øjnene vænner sig til mørket. Stien var også god og bred i starten, så det gik helt fint uden lygter. Indtil vi nåede et sted hvor stien delte sig, og ingen skilte viste hvilken vej vores rute gik. Fordi vi altså havde overset en afviser i mørket og var kommet væk fra ruten. Vi overgav os og tændte lygterne på laveste blus, og kom da også snart til steder hvor stien var mere snoet og knoldet, og det faktisk var en fordel at kunne se hvor man satte fødderne.

Det er utroligt stemningsfuldt at gå i skoven i mørket. Landskabet sanses mere end det ses, og opleves især gennem fødderne. Bortset fra lidt susen i trætoppene var der helt stille i skoven, og vi mødte ingen andre. I Fosdalen stoppede vi op, slukkede vores lygter og stod stille og tog det hele ind. Lyden af vandet der risler i vandløbet, duften af våd skovbund. Og synet af stjernehimlen som kunne ses mellem træernes nøgne grene. Man kunne let snyde sig selv til at tro, at stjernerne sad fast i træerne som den fineste udsmykning. Alene den oplevelse var hele turen værd.

Der kom en strækning hvor terrænnet var ganske udfordrende, og stien var meget pløret. Sådanne steder er man glad for at have robust og vandtæt fodtøj på, det er bestemt ikke kun på vandreture i de norske fjelde at en god vandrestøvle er guld værd. Efter de mange højdemeter begyndte vi at føle at turen havde været lang, og spejdede længselsfuldt efter den shelter vi skulle overnatte i. Månen steg op, lysende orange i horisonten, og afslørede en himmel der ikke længere var klar, men dækket af skyer.

Og så var vi endelig ved shelteren. Men. Den var ikke tom.

I shelteren lå et sammenrullet gulvtæppe, en sammenrullet luftmadras, en håndfuld fyrfadslys og en flaske mineralvand. Og hvad betyder så det? At der bor nogen, hver nat? At der bor nogen, somme tider? At der kommer nogen og overnatter denne aften? At nogen bare ikke har ryddet op efter sig?

Det er jo virkelig svært at svare på. Der var ikke mere tydeligt optaget end at vi sagten kunne have slået os ned for natten. Men vi valgte at lade være. Usikkerheden om hvorvidt der mon ville komme nogen, hvornår, og hvem virkede som en garanti for en nat med meget urolig søvn (for Mette, Karen kan jo godt sove fra det hele 🙂 ). Så vi fortsatte vandringen hen til bilen, og gik igang med at aktivere vores indre omstillingspirater. Vi havde ikke taget tarp med, eftersom alting er så pløre-vådt for tiden at vi ikke havde lyst til at ligge i skovbunden. At sove under åben himmel var ikke nogen god plan, for der var udsigt til regn i nattens løb – faktisk begyndte regnen allerede da vi nåede tilbage til bilen. Frem med telefonen, find en anden shelter i nærheden. Vupti, Ajs Oles plads ligger 8 km herfra, vi er kørt!

Men ak. Ajs Oles plads ligger 2 km inde af en skovvej og der var et bilkørsel-forbudt-skilt som det var umuligt for os at overse (selvom vi prøvede). Klokken var næsten ni, vi var sultne og trætte, og det regnede. Så er det på tide at den løsningsorienterede microadventurer bruger en livline:

“Hvad med at ringe til Rasmus?”

Vi kender Rasmus fra Naturmødet. Rasmus bor i et nedlagt mejeri i Tranum. Rundt omkring i de små danske byer ligger stadig bygningerne fra disse mejerier fra andelsperioden, og flere steder har de nuværende ejere omdannet de smukke højloftede mejeri-haller til spektakulære boliger. I Rasmus’ mejeri er hallen et miks af udestue, bibliotek, atelier, teenagehybel, værksted og en hel del andre ting. Den er hverken isoleret eller opvarmet, der står flere meter høje træer i potter og kummer. Det ville faktisk være et sjovt og ret cool sted at overnatte!

Rasmus var forkølet og tog imod iført nattøj og fiberpels. Og selvom han kender os krævede det en vis indsats fra vores side at overbevise ham om, at det virkelig var gulvet i mejerihallen der trak, og ikke de mere komfortable alternativer i ledige børneværelser og gæsteværelse. Vi tog dog glade imod de to madrasser han fandt frem til os. Rasmus tændte op i ethanol-pejsen for hyggens skyld, og der sad vi så ved pejsen og lavede aftensmad på vores trangia. Iført alt vores varme tøj, for der var virkelig koldt i hallen, faktisk føltes det koldere der end ude i skoven.

Det var sent, vi var trætte. Bøffer, salat og rødvin blev skovlet indenbords, og så var det ellers på hovedet i soveposerne. Vinden susede om mejeriet, og temperaturen passede godt til soveposer og nathuer. Om natten drømte Mette at det var blevet snestorm og vi var sneet inde i mejeriet, og havde besluttet at fordrive ventetiden med at rydde op. Helt så galt gik det heldigvis ikke, og oprydning i Rasmus’ fantastiske mejeri kan vist slet ikke rummes indenfor rammen af et microadventure 🙂

Vi siger kæmpe tak til Rasmus for nattely, og tøver ikke et sekund med at anbefale vandring i mørke, ikke mindst på Tranum-Fosdalen vandreruten.