September 2020 blev måneden hvor vi forsøgte os som fuglekiggere. Jeg har brugt mange dejlige stunder i løbet af denne sommer på at iagttage, fotografere og artsbestemme bier og sommerfugle. Det startede bare med at jeg ville finde ud af hvilke forskellige bier der besøgte blomsterne i min have, og så greb det lidt om sig. Min familie har behandlet denne nye besættelse med en vis overbærenhed, og jeg har altså haft overraskende meget glæde ud af det.

Så jeg syntes at det var et overkommeligt mål for mig og Karen at tage ud i Lille Vildmose, finde og identificere 10 forskellige fugle. Karen var med på ideen, og selv om ingen af os havde en fuglebog, mente vi nok vi kunne klare os med et par ret små kikkerter og så diverse apps.

Lille Vildmose ligger, i lighed med Rold Skov, så tæt på hvor vi bor og arbejder at den nærmest tæller som baghave. Vi har været der flere gange på hverdagseventyr (læs om det her), og er meget vilde med mosen. Som altså også virkelig er vild! Der er et ret fantastisk dyre- og fugleliv i vildmosen, ikke mindst på og ved den genetablerede Birke sø (se kort over mosen her). I facebook-gruppen Vild med Lille Vildmose vises dagligt et stort antal fantastisk flotte billeder af dyr, insekter og fugle fra området, og selvom vi godt kender vores egne begrænsninger som fotografer (eller ihvertfald ofte oplever at vores evner ikke rækker) så gav de mange billeder også et indtryk af, at fugle generelt er flinke til at posere for fotografen, og at man nemt kan komme tæt nok på dem til at identificere dem ved hjælp af apps og lignende. Birkesø måtte være stedet for et par fuglekiggere-in-spe. 10 forskellige fugle kunne vel ikke tage så lang tid?

Vi havde allerede set (OG identificeret) den første fugl inden vi kom til Birkesø. Vi var nemlig tæt ved at køre en hun-fasan ned på vejen. Jeg ved ikke om det holder stik, men det er klart mit indtryk, at fasaner hører til i den mindst begavede tredjedel af alle fugle. Og trafik har de tydeligvis ikke formået at udvikle forståelse for. Heldigvis for Fru Fasan (og for os) var der ikke andre end os på vejen, så hun slap med lyden af en hård opbremsning og en håndfuld bandeord fra 2 potentielle fuglekiggere.

Vel fremme ved udkigsplatformen ved Birkesø begyndte vi et tvivle lidt på vores plan. Der var bestemt ingen mangel på fugle på søen, men de havde udviklet konsensus om, at der var bedst at ligge og pladre i vandet pænt langt fra udkigsplatformen. Det var jo ligesom meningen de på skift skulle svømme roligt forbi ud for vinduerne i udkigsposten, så vi i ro og mag kunne tage gode billeder med vores telefoner, og identificere de enkelte arter. Det var fuglene overhovedet ikke indstillet på. Vi besluttede at give dem tid til at komme på bedre tanker, og satte os ned med en kop te og kager fra Føtex. En skarv og et par svaner var dog tiltrækkeligt genkendelige til at vi kunne skrive dem på vores liste over observationer.

Aage V Jensens fond, som har etableret de mange fine publikumsfaciliteter i Lille Vildmose, har også været så flinke at stille store fine (fastmonterede) kikkerter op. Vi havde hurtigt konstateret, at de små (og sikkert billige) kikkerter vi selv havde med ikke var meget bevendt. Ved hjælp af dem havde vi begge fastslået, at det der så ud til at være “ret mange fugle” der ude på søen, faktisk var “ret mange fugle”. Og vi havde også ret hurtigt erfaret, at det kræver øvelse og boldøje gennem kikkerten at få øje på (og følge) en flyvende fugl. Optikken i Onkel Aages kikkerter var en del bedre end vores, og ved hjælp af dem kom vi så langt at vi kunne konstatere, at nogle af de “ret mange fulge” var grågæs, gråænder og et par gråkrager. “I kikkert er alle fugle grå”, tænker du måske nu, men det er helt forkert. Måske skyldtes det den lave sol, måske noget andet, men der var en brydning af lyset i den ene side af kikkertens synsfelt, som gav alt hvad der var der flotte klare farver. Vi supplerede på stedet vores liste over observationer med regnbuegås og regnbueand og måske en regnbuelappedykker. Hvis vi så talte fårene på den lille ø ude i søen med var vi oppe på 10 arter, og så var målet nået. Det kan godt være vi stod tilbage med en følelse af, at lidt kyndig vejledning fra en erfaren fuglekigger havde givet os en anden og mere naturnær oplevelse, men vi valgte at se på oplevelsen som en succes (vi havde ihvertfald haft det sjovt 🙂 ).

Det stundede mod aften, tekopper, kikkerter og fuglekiggerambitioner blev pakket væk ned i rygsækken, og kursen sat mod Tofte mose. I gylden aftensol kravlede vi over hegnet ind til højmosen og slog os ned yderst på plankestien. Det meste af lyngen var afblomstret, og mosefladen fremstod varmt rødbrun i aftensolen, og der var dejligt langt til horisonten. I vinter, lige før coronadøren smækkede i, var Karen på safari i Kenya. Hun udnævnte derfor straks højmosen til savannen, og mens vi lavede aftensmad drøftede vi hvordan vi mon skulle holde de vilde dyr væk fra lejren natten igennem uden bål og tjørnekrat. Solen sank og det gjorde temperaturen også. Vinden havde lagt sig, og vi valgte at følge trop for ikke at blive alt for kolde. Kort før solnedgang havde vi hørt de første krondyrbrøl, som viste sig blot at være opvarmning til en nat med heftigt natteliv i hjorteland. Her er skam ikke noget med at lukke og gå hjem kl 22, næh nej! Der blev brølet igennem, bogstavelig talt til den lyse morgen. Det må være hårdt arbejde at være kronhjort i brunst.

This slideshow requires JavaScript.

Det var en fuldstændigt fantastisk nat på savannen. Der var ikke en sky på himlen, og intet lys fra månen til at forstyrre udsynet til stjernehimlen. Mælkevejen strakte sig over vores hoveder, og når man går så tidligt i soveposen kan man sagtens ligge i noget tid og bare kigge op på stjernerne. Natten var fuld af stjernelys og stjerneskud og hjortebrøl, og det var næsten synd bare at sove fra det hele. Heldigvis var det også fantastisk at vågne tidligt inden solen stod op, høre de sidste hæse hjortebrøl og de første lyde fra fuglene. Det var meget koldt at pakke sammen, men alligevel svært at løsrive sig fra den magiske morgendæmring over mosefladen, så vi trak tiden lidt ud med varm te og de sidste af kagerne fra Føtex (tip: florentiner er glimrende morgenmad en kold morgen efter en nat under åben himmel). Inden turen gik til p-pladsen, og bildøren endegyldigt lukkede sig bag vores vildmose-eventyr, lagde vi vejen forbi Tofte Sø tårnet, hvor vi igen faldt helt i staver over roen og det dejlige morgenlys.

Vi kørte hverken ind i fugle eller dyr på vej tilbage, men jeg skal love for der var andre på vejene i mosen, selv sådan en tidlig hverdagsmorgen. Alle de flotte billeder af Vildmosens dyr og fugle tager klart nok ikke sig selv, men jeg var alligevel overvældet over hvor mange biler, kameraer og kikkerter der allerede var på færde i mosen denne morgen. Til alle jer: af hjertet tak for alle de vidunderligt smukke billeder i tager og deler!

Åh ja forresten, en undskyldning er på sin plads! Vi går virkelig meget op i, at vi ikke efterlader os spor hvor vi har overnattet. Aldrig affald, brændte pletter osv. Der skal ikke være andet et se når vi går, en aftrykket i græs og blade hvor vores liggeunderlag har ligget. Men denne gang må vi med skam melde, at der var lidt mere at se da vi forlod plankestien. Vi havde nemlig begge været så klodsede at spilde rødvin! Og det er jo ikke bare dårlig stil, det er også rigtig dumt og spild af god vin. Karens plet er den største, ikke fordi hun spildte mest, men fordi det meste af det jeg fik sjasket ud landede på mit underlag og mit tøj. Vi håber de pletter forsvinder i den almindelige patina med tiden.